8. Marts tale 2021 af Helene Gerup

Link til YouTube

Da kvinder kom ud på arbejdsmarkedet, var der ikke ret mange, som tænkte over, hvordan arbejdsmarkedet derefter skulle forme sig. Eller privatsfæren for den sags skyld. Det skete bare, og en drøm gik i opfyldelse for mange kvinder, som tidligere var dømt til at stå hjemme ved kødgryderne og opvasken, bleskift og oprydning. Men hvem skulle nu stå for husholdningen, når kvinderne drog ud på arbejdsmarkedet? For ingen bad jo mænd om noget, man regnede med, at det kunne de vel selv regne ud. Men hvordan skulle de kunne regne det ud, som aldrig var forventet før af mænd. Og de arbejdede jo stadig lige så meget som før, så kvinder følte måske ikke at de kunne tillade sig at bede om mere. Lige så lidt som, at man ikke forventer af en kvinde, at hun kan lappe sin egen cykel eller bygge en havestue. Havde ord som forventningsafstemning fandtes på det tidspunkt, var det blevet et sikkert hit som fast mødepunkt i familierne. Men på den tid skete tingene bare. Ingen forventede noget af partneren, man måtte selv finde ud af det. Og hverdagen blev, at kvinder arbejdede dobbelt, da de både skulle arbejde hjemme og på arbejdsmarkedet. Mænd fortsatte bare som de hele tiden har gjort, intet ændrede sig for dem. Vendte de det blinde øje til? Eller gav kvinder dem ikke plads i hjemmet?

Hvis kvinder og mænd skal have en reel ligestilling på hjemmefronten, så skal arbejdstiden sættes ned, så der bliver tid til at forventningsafstemme og til at deles om husarbejdet. Under MeToo bølgen har vi kun diskuteret sexisme, og krænkelser. Men hvad med alt det andet? Alt det, som gør, at der stadig er mænd, som ser ned på kvinder i hverdagen? Som gør at kvinden bliver betragtet som slave i den helt almindelige hverdag, og hvis hun brokker sig, er hun hysterisk, eller præmenstruel.

Hvis arbejdstiden sættes ned, vil flere blive en del af arbejdsmarkedet, og flere børnefamilier vil kunne fungere meget bedre. Det offentlige bør gå foran med et godt eksempel, og skabe arbejdspladser, som matcher den befolkning, som vi er. Det burde være en ret at kunne få sig et arbejde. Til ordentlig løn på ordentlige vilkår. Vi skal dele arbejdet og skabe flere jobs.

For et par år siden, til 8. marts fejringen, havde Enhedslisten i Slagelse mottoet ”Kvindekamp er også klimakamp”. Vi skal kæmpe for at ressourcerne bliver brugt bedst muligt, at økonomisere med ressourcerne, indse at affald ikke bare er affald, men også er en ressource. Kvinder har gennem tiden altid været dem, der skulle have enderne til at mødes i husholdningerne. Og det har haft stor betydning, hvordan det blev forvaltet, også i tidligere tider. I de nye kostråd er klimakost blevet flettet ind, da det er klimavenligt at spise sundt.

 

I gamle dage, der hvor kvinder havde muligheder og ressourcer til at gøre en forskel, var i de økonomisk velstillede kredse. Florence Nightingale var en af de kvinder, som brød med de traditionelle normer for hvad kvinder skulle. Hun var en kvinde, der gjorde sit eget lille oprør mod hendes begrænsede livsvilkår. At hun var bestemt til at skulle giftes og få børn. Og til ikke at skulle arbejde. Men hun ville noget mere med sit liv, og var bevidst om, at hun ikke ville kunne begge dele. Men hun formåede at reformere sundhedsvæsnet med statistik, hygiejne og sund fornuft i midten af 1800-tallet. Hun er desværre senere blevet udskældt for at være en frelsende engel – men helt ærligt, i disse Corona-tider, hvad ville der være sket, hvis ingen havde taget styringen i forhold til denne pandemi! Igen en kedelig måde at nedgøre kvinder på, når man giver udtryk for at ville gøre noget godt for sundhed og livsstil, som altid har været kvinders domæne, så bliver man nedgjort og det bliver sagt, at man ikke må bruge pegefingeren, og at vi skal have lov til at gøre som det passer os. Nej, mor skal ikke komme her og tro hun er noget.

Kvinder i dag har så travlt, at de slet ikke når at gøre sig tanker om hvilket liv, de egentlig gerne vil have. Fordi vi har vænnet os til, at vi skal kunne det hele, og vi har så mange hjælpemidler til at klare husholdningen hurtigt og nemt. Og børnene kan vi få passet i institutioner. Det kunne man ikke dengang, medmindre man var meget velstillet. Og selvom man kunne, var mænd som regel ikke interesserede i at ”deres” kvinder engagerede sig for meget i samfundet. Det opfattedes dengang, og stadig den dag i dag, som et statustab for mænd, hvordan ”deres” kvinder gebærdede sig. Alene det, at kvinder betragtes som mændenes ejendom, fortæller jo historien om, at kvinder ikke er deres egne. Vi er og skal være vores egne i fremtiden!

I min egen familie skal jeg da ikke mere end to generationer tilbage, hvor min farmor droppede at tage en husholdningslærerinde uddannelse, fordi farfar skam sagtens kunne forsørge familien. Og så en ære i det. Min egen mor tog så pædagoguddannelsen, som en af de første. Begge uddannelser har jo professionaliseret de typiske kvindefag. Jeg selv tog så den uddannelse, som min farmor aldrig kom i gang med. Det var på Ankerhus Seminarium i Sorø, hvor man tilmed havde ændret titlen til Ernærings- og husholdningsøkonom, for at modernisere den lidt, og gøre den mere professionelt klingende. I dag er den, sammen med en hel masse andre mellemlange uddannelser, blevet til en Professionsbachelor, gennem den ensrettende vridemaskine, som alle vores mellemlange uddannelser har gennemgået de senere år. I dag uddannes man jo ikke til et arbejde, men til et fag, som man så kan videre uddanne sig yderligere indenfor. Således har man fjernet et ledelseslag indenfor madproduktion, det som før hed økonoma, eller køkkenleder – de uddannelser eksisterer ikke mere.

Jeg troede faktisk at vi havde ligestilling, da jeg var ung i 70-erne, fordi vi havde taget et kæmpe skridt, da kvinder kom ud på arbejdsmarkedet. Men er blevet mere og mere bevidst om, at der er lang vej endnu. MeToo bevægelsen peger bare på et af problemerne, nemlig sexismen. Men hvad med ligeløn? Da Sofie Linde tog bladet fra munden og talte om den manglende ligeløn inden for TV-branchen, blev det hurtigt glemt, da hun løftede sløret for de mere snaskede detaljer om de mandlige chefers sexchikanerier, da hun var ung og ny i faget. Det blev hørt, men det med ligelønnen blev glemt. Penge er ikke noget vi taler om. Det er noget vi bare har. Der er nogen som siger at penge er næsten mere tabuiseret end sex…  Kan der være noget om det?

I dag ser vi unge kvinder blive ”ofre” så snart de får børn. De stakkels unge mødre ser vi på skærmen, og betakker os for ikke at synke så dybt at få børn i ”utide”. Men det er jo et bestemmende vilkår, både for en mor, såvel som for hendes barn, at det undfanges, når hun kun er 16 eller 17 år. Desværre er der ofte ikke meget hjælp at hente for de unge mødre, da der er en tendens til at de nærmest fra start bliver udstødt og udskammet som ikke særlig smarte. Sådan har det ikke altid været. Tidligere var det nærmere problemet, at de ikke var blevet gift først, og det søgte man at skjule ved at skynde sig til giftefogeden. Eller sende dem til Sprogø. Men i dag ryger nogle af de kvinder helt ned på samfundets bund, og kan risikere at havne på et opholdssted med endnu værre menneskesyn, end det vi som samfund repræsenterer. Det ser vi eksempler på den dag i dag. Det er på tide, at vi tager et opgør med den fordømmelse, vi som kvinder endda selv kan finde på at udvise overfor de unge mødre. Man kan sige, at det er dumt, når man kan bruge prævention eller få en abort. Men der findes jo unge kvinder, som vælger at blive mødre. Og har de ikke ligeså meget ret til det, som de ældre? Burde vi ikke snarere støtte dem, så de og barnet får den bedste start på livet? Men i samme ombæring burde vi ikke også støtte op om barnets ret til at få at vide, hvem faderen er. Uanset hvor i samfundet man befinder sig, skal der både være en ret til at vælge at få det barn, men også en pligt til at tage sig af det barn, der så kommer til verden. Fra både kvindens og fra mandens side.

Tidligere var kvinder afhængige af mandens indtægt. Sådan er det ikke længere, og har ikke været det de sidste ca. 50 år. Og dog. I dag er det jo sådan, at vi stadig har forsørgelsespligt overfor hinanden, så snart vi lever i et parforhold. Hvilket gør, at mange havner i en økonomisk afhængighed af partneren.

Vi holder stadig fast i den gamle ide om, at manden skal forsørge kvinden. Den er et levn fra dengang kvinden var afhængig af mandens indkomst, og blev skabt for at sikre at kvinder og børn havde del i den indtægt. Det er det, som danner grundlaget for den gensidige forsørgelsespligt. Men den er for det første umyndiggørende, og for det andet rammer den i dag de svageste grupper, såsom førtidspensionister, kontanthjælpsmodtagere og tvinger par til at flytte fra hinanden. Men er det ikke på tide, at vi ophæver forsørgelsespligten, så vi bliver uafhængige af hinanden, og kan forsørge os selv individuelt til enhver tid? Det ville da skabe langt mere lighed og retfærdighed mellem kønnene. Og skabe mulighed for at vi finder sammen i stedet for at blive skilt, af økonomiske hensyn. Der blev rejst et borgerforslag om afskaffelse af forsørgerpligten i 2019, som samlede over 70.000 stemmer, det største antal nogensinde, men både de borgerlige og socialdemokraterne stemte imod. Kun Enhedslisten og Alternativet var med på forslaget.

Vi har skabt et samfund, der er delt. Ca. halvdelen af arbejdsstyrken er ikke en del af arbejdsmarkedet. Jeg tror, at den halvdel er et levn fra da kvinder ikke var en del af arbejdsmarkedet… Gruppen, som før bestod af hjemmegående husmødre, er nu bare udenfor statistikken, og består af både mænd og kvinder… Har vi egentlig besluttet at det skal være sådan? Det behøver jo ikke at være sådan!

Jeg tror på en fremtid med nye samfundsstrukturer og nye samlivsformer. Kollektivet kan komme på mode igen i nye former, og arbejdslivet kan måske ændre sig til det, som vi før troede at digitaliseringen ville betyde for arbejdsmarkedet: at vi ville få hjemmearbejdspladser. Men måske både og, deltidshjemmearbejdspladser, hvor tid, økonomi, børn, omsorg og sundhed får mulighed for at hænge sammen. Så kvinder kan være en del af det pulserende samfund, og mænd kan være en del af hjemmets til tider komplicerede puslespil, og at det at hjælpes ad bliver en måde at skabe samfund på. Vi er i samme båd, og den kan godt blive både sødygtig og bæredygtig! Og rumme alle voksne på en retfærdig måde, så vores børn og børnebørn kan se, at vi deles om både opgaver og goder.

Kvinder skal stå sammen nu, og mænd skal opdage at det faktisk kan være helt hyggeligt at gøre rent og lave mad, passe børn og købe ind, men det tager tid, og kræver opmærksomhed, og det ER også et arbejde. Jeg ved godt, at der allerede er masser af mænd, der har fundet ud af at være en del af husholdningen, men det er stadig et fåtal. Traditionerne skal brydes, kønsrollemønstrene laves om, og vi skal finde hinanden i en både hjemlig og politisk mere lige hverdag. GOD KAMPdag!