Bøger eller flyttekasser

Bøger eller flyttekasser
Det vigtigste for brugerne af biblioteket er udvalget af bøger. Mængden af bøger er desværre ret beskeden.
Ved vedtagelsen af budgettet i oktober foreslog Enhedslisten, at der skulle bruges to millioner kroner på indkøb af bøger til bibliotekerne i Korsør, Skælskør og Slagelse.
Det ville give mulighed for indkøb af cirka 2.000 nye bøger til hvert af de tre biblioteker. Hvis pengene bliver fordelt ligeligt og med indkøbspris på cirka 325 kroner per bog.
Det borgerlige flertal i byrådet plus SF har besluttet at bruge syv millioner kroner på at flytte biblioteket i Korsør til Kulturhuset i byen. Salget og nedrivningen af bibliotekets bygning giver derudover en ekstra udgift for kommunen på to millioner kroner.
Lad os gøre noget for kulturen. Det gør man blandt andet ved at gøre flere bøger umiddelbart tilgængelige for læserne, ikke ved at pakke flyttekasser og rive en bygning ned.
Sagen om flytningen af biblioteket blev behandlet på et lukket møde i byrådets Økonomiudvalg den 20. oktober. Ingen i udvalget ønskede at løfte sagen til byrådet, så de resterende byrådsmedlemmer, borgerne og pressen kunne følge med i, hvad der blev sagt og gjort. Enhedslisten er ikke medlem af byrådets Økonomiudvalg.