Badminton i Flakkebjerg – Slagelse byråd blev snydt i 2023 og IF 62 i 2025
På byrådsmødet i april i år foreslog Enhedslisten, at der skal indgås en aftale mellem kommunen og Flakkebjerg Friskole, så idrætsforeningen IF 62 kan fortsætte med at have badmintontimer i skolens gymnastiksal, uden at det belaster klubbens og medlemmernes økonomi.
På den måde kan kommunen holde sit løfte fra 2023 om at sørge for rammer for, at IF 62 fortsat kan bruge gymnastiksalen til badminton. Dengang solgte kommunen skolen til en pris, der lå 1-3 millioner kroner under vurderingerne fra to ejendomsmæglere.
På byrådsmødet i april var der ingen, der talte imod forslaget, som blev sendt til videre behandling i Kultur- og Fritidsudvalget. Så gik det galt. Her blev det efter to udvalgsmøder besluttet, at der ikke skal bruges penge på at købe timer til badminton på Flakkebjerg Friskole.
Begrundelsen er, at spillerne bare kan spille et andet sted, selv om IF 62 har redegjort omhyggeligt for nødvendigheden af det særlige tilbud i Flakkebjerg.
Nu lægger man foreningen til last, at spillerne kommer kørende udefra. Det passer nu ikke helt. Knap halvdelen kommer fra Flakkebjerg og nærmeste omegn, mens resten kommer udefra ifølge oplysninger fra foreningen.
Byrådet blev snydt i 2023. Idrætsforeningen IF 62 og dens spillere på Flakkebjerg Friskole blev snydt i september 2025 af byrådets Kultur- og Fritidsudvalg. Og ja, byrådet blev også snydt i denne omgang, da ingen af udvalgets medlemmer løftede sagen til byrådet.
