Solidaritet

 

 

Flere ordinære arbejdspladser, bedre arbejdsmiljø – stop for tvangsaktivering

Der skal skabes flere ordinære arbejdspladser. Arbejdet skal fordeles bedre og tilrettelægges på en sådan måde, at flere får mulighed for en aktiv tilværelse på arbejdsmarkedet og at de, der er i arbejde undgår stress, nedslidning og udstødelse.

Det fysiske og psykiske arbejdsmiljø skal forbedres og den forebyggende indsats skal opprioriteres. Slagelse Kommune skal gå i spidsen med at forbedre arbejdsmiljøet og nedsætte sygefraværet. Indsatsen baseres på aftaler med de faglige organisationer og medarbejdernes tillidsrepræsentanter.

Uddannelse og efteruddannelse er vigtige elementer og redskaber, såvel for enkelte ansatte som for varetagelsen af kommunens opgaver i hverdagen og i fremtiden.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Slagelse Kommune igangsætter forsøg med 30 timers arbejdsuge med fuld løn- og personalekompensation, i samarbejde med de relevante faglige organisationer.
  • De ansatte skal have deres ytringsfrihed tilbage.
  • Kommunen skal samarbejde direkte med fagforeningerne om at forbedre arbejdsmiljøet på de kommunale arbejdspladser.
  • Udliciteringerne af kommunale arbejdspladser skal rulles tilbage.
  • Deltidsansatte skal have mulighed for at få fuld tid, hvis de ønsker det. Det vil sikre en mere rimelig indkomst og højere pension på længere sigt, og det vil sikre borgerne en bedre service. Og det er der brug for.
  • Alle medarbejdere i Slagelse kommune skal have ret til efteruddannelse og kompetenceudvikling.
  • Opkvalificering skal være det naturlige førstevalg i indsatsen over for arbejdsløse
  • Tvangsaktiverings-ordninger, hvor arbejdsløse misbruges, skal stoppes – i stedet skal der satses på et rummeligt arbejdsmarked, hvor alle ansættes med samme rettigheder.
  • Arbejdsløsheden skal nedbringes ved at udvide den offentlige service – ved at skabe nye jobs. Så der bliver en bedre kommunal service, og de arbejdsløse kommer i arbejde og minimerer nedslidning og stress for de ansatte.
  • Slagelse Kommune skal kunne udbyde eller sælge de ydelser, man i dag producerer, til private. Det kan f.eks. ske ved at etablere fri adgang til kommunale kantiner m.v.
  • Der skal etableres egentlig kommunal produktion af produkter, som kan sælges til Slagelse Kommune, andre offentlige instanser, virksomheder og private. Kommunal produktion er en af vejene til at nedbringe arbejdsløsheden.
  • Istandsættelse og klimarenovering af kommunens skoler og andre bygninger skaber arbejdspladser, sparer penge på sigt og nedbringer kommunens udslip af klimagasser.
  • Øget brug af jobrotation, så nuværende medarbejdere opkvalificeres, og ledige får mulighed for job.
  • Sociale klausuler, der forpligter entreprenørerne til at ansætte praktikanter/lærlinge og til at overholde overenskomsterne, skal fastholdes og der skal gøres en større indsats for at kontrollere om de overholdes. Slagelse Kommune skal arbejde for, at de sociale klausuler overholdes af alle Slagelse Kommunes samarbejdspartnere.
  • Alle unge under 30 år skal have garanti for et tilbud om arbejde og/eller uddannelse. Unge arbejdsløse skal enten sikres et relevant tilbud om uddannelse inden for 3 måneder eller visiteres fra uddannelsesparate til aktivitetsparate, så de kan komme væk fra den særligt lave ydelse, som de uddannelsesparate modtager.
  • Alle, som er omfattet af kravet om 225 timers arbejde, for at modtage kontanthjælp skal sikres et reelt tilbud om et sådant.
  • Nyttejob skal erstattes af muligheden for at deltage i nyttige aktiviteter i civilsamfundet.
  • Der skal være fokus på iværksætteri og støtte af fællesejede virksomheder som en del af beskæftigelsespolitikken.
  • Slagelse Kommune skal understøtte frivillige fællesskaber, som kan give bedre vilkår for de grupper, der rammes af kontanthjælpsloft, integrationsydelse, 225 timers loft eller bare er i en vanskelig social og økonomisk situation.
  • Alle kontanthjælpssager, der har varet i mere end 5 år gennemgås for at finde ud af, om de enten skal på en anden ydelse, eller hvad man ellers kan gøre for at hjælpe disse mennesker ud af kontanthjælpssystemet.

Ligestilling i Slagelse kommune

Ligestillingen har det rigtig skidt i Danmark. Lønforskellen mellem mande- og kvindefag er stadig ret stor i Danmark.

Også i Slagelse Kommune er der et kønsopdelt arbejdsmarked. Men den nedvurdering af det sociale arbejde og arbejdet med mennesker, som ligger i at det er kvindefagene der får mindst i løn skal ændres.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Der sikres et særligt lønløft til lavtlønsgrupperne. Det kan ske inden for overenskomsternes bestemmelser om ny løn. Fremover må det sikres at ny løn på alle niveauer udformes således, at den medvirker til at udligne kønsbestemte lønforskelle.
  • På alle arbejdspladser skal der regelmæssigt gennemføres drøftelser af arbejdsdelingen på arbejdspladsen. Hvem laver hvad og hvorfor? Hvad har høj status – hvad har lav og hvorfor? Er alle tilfredse med deres opgaver – eller er det tid til en omfordeling af nogle af arbejdsopgaverne. Kønsaspektet skal inddrages på alle niveauer og i alle forhold.

Solidaritet med de særligt udsatte borgere

En kommune kan kendes på, hvordan den behandler sine mest udsatte borgere. Der skal være plads til alle, og vi skal sikre også de udsatte grupper de bedste muligheder for at være en del af samfundet.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Kommunen skal arbejde for et rummeligt arbejdsmarked med flere socialøkonomiske virksomheder og flere virksomheder, der påtager sig et socialt ansvar.
  • Ophør af nytteindsatsen/tvangsarbejdet for arbejdsløse.
  • Arbejde til kontanthjælpsmodtagere, som er ramt af 225 timers-reglen.
  • Arbejde til unge på lav uddannelsesydelse.
  • Stop for unødvendige ressourceforløb.
  • Øget bevilling til engangsydelser til folk, der er ramt af ”reformerne”.
  • Der skal være plads til de udsatte på byens pladser. Vi skal have flere bænke og borde, hvor borgerne kan slå sig ned uden at være tvunget til at købe noget.
  • Der skal etableres flere billige og “skæve” boliger.
  • Alle der ønsker det skal tilbydes misbrugsbehandling og lovgivningens behandlingsgaranti skal overholdes.
  • Flere opsøgende medarbejdere.
  • En indgang til kommunen – også for udsatte borgere – ikke kun for erhvervslivet.
  • Tilbud til udenlandske hjemløse.

Mennesker med handicap

Mennesker der er født med udfordringer eller er blevet påført udfordringer efter sygdom eller ulykker skal ikke stilles dårligere end andre borgere.

Enhedslisten arbejder for at mennesker med handicap kompenseres fuldt ud for deres handicap i hverdagen, og dermed får en bedre livskvalitet. Målet er, at de skal tænke så lidt som muligt på deres handicap, være uafhængige af andre og være selvhjulpne, men på den anden side få den ønskede personlige hjælp, så de kan leve som andre.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Mennesker med handicap skal have samme mulighed som alle andre for at deltage i kulturtilbuddene og færdes i Slagelse Kommune.
  • Adgangsforholdene til biografer, værtshuse, koncertsale, diskoteker, teatre mv. skal være indrettet således at mennesker med handicap kan bruge dem på lige fod med andre borgere.
  • Der skal i den fysiske planlægning altid tages udgangspunkt i at mennesker med handicap skal kunne bruge lokaliteten.
  • Adgangsforholdene hos læger, tandlæger, fysioterapeuter og andre indenfor sundhedssektoren skal være sådan, at mennesker med handicap også får et frit valg og kan bruge sundhedsvæsenet uafhængigt af andres hjælp.
  • Ledsageordninger skal stå til rådighed for alle der har brug for det i tilstrækkeligt omfang. Det giver tryghed og muligheder.
  • Bostøtte og hjælp til ophold i egen bolig skal medvirke til at gøre mennesker med handicap så selvhjulpne, som muligt.
  • Et eller flere plejehjem for yngre førtidspensionister. Et plejehjem i byens centrum, hvor der er liv og lettere adgang til de mange forskellige tilbud.
  • Der skal laves forsøg med forskellige kollektivboligformer for handicappede med udbredt selvbestemmelse og selvorganisering – men hvor der med rigelig personale er tryghed og gode rammer til at iværksætte aktiviteter som beboerne har bestemt.
  • Al brugerbetaling på service og ydelser i øvrigt der har baggrund i handicappet skal afskaffes. Der indføres selvvisitering til hjælpemidler til en værdi under 20.000 kroner.

Gensidig respekt skal præge integration af flygtninge og indvandrere

De nye danskere ønsker integration. De ønsker arbejde, uddannelse og tryghed, men står over for store problemer. For det danske samfund har en tendens til at vende dem ryggen. Der er fortsat arbejdsgivere, både offentlige og private, som lægger deres jobansøgninger nederst i bunken, uanset hvor velkvalificerede de er og medierne stempler dem som gruppe på grund af enkeltstående kriminelle. Og kravene øges – til påklædning, opførsel, religion – så der ikke længere er tale om integration, men om assimilation.

I Enhedslisten Slagelse mener vi at arbejdsmarkedet bør kunne rumme alle mennesker – uanset etnisk baggrund.

De offentlige arbejdspladser skal gå forrest i kampen mod stigmatisering og diskrimination.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Repræsentation af etniske minoriteter ansat i det offentlige svarende til, hvor stor en del af befolkningen de udgør.
  • At arbejdspladser i Slagelse kommune – offentlige som private – opfordres til at formulere en strategi og diskurs om mangfoldighed – både hvad angår etnicitet, køn, handicappede m.v.
  • Indførelse af en etnisk personalepolitik på arbejdspladser af en vis størrelse for at sikre, at sammensætningen af ansatte på alle niveauer på arbejdspladsen afspejler de etniske minoriteters andel i befolkningen.
  • At kommunale arbejdspladser stiller krav om aktiv etnisk personalepolitik hos de virksomheder, det offentlige samarbejder med.
  • At sikre flygtninge og indvandrere bedre mulighed for at komme i arbejde eller uddannelse. Praktik er ikke et mål, men et redskab.
  • Sprogundervisning, som skal sikre, at flygtninge og indvandrere får mulighed for at indgå i hele samfundslivet – ikke kun arbejdslivet
  • I forbindelse med praktik, at flygtninge sikres kontakt med mennesker, der snakker dansk i hverdagen og får tilknyttet en mentor på arbejdspladsen.
  • At Slagelse Kommune understøtter civilsamfundets indsats for at skabe gode vilkår for integration.
  • At alle på integrationsydelse skal have ret til ferie på samme vilkår som alle andre.
  • Kvalitetssikring i undervisning og integration i forhold til tosprogede børn og unge.
  • At der indføres ret til modersmålsundervisning for alle tosprogede elever i folkeskolen i lighed med de tilbud børn fra EØS-lande får.

Sociale problemer i boligområder

Det er ikke kun de etniske minoriteter, der er ramt af sociale problemer. Ofte er de etnisk danske beboere i de samme bebyggelser mindst lige så hårdt ramt. Også blandt disse er alt for mange udstødt af arbejdsmarkedet og forsørges via understøttelse, kontanthjælp eller (førtids-)pension.

De såkaldte »ghettoproblemer« skal først og fremmest løses ved at afskaffe stigmatisering, diskrimination og fattigdom. Netop i disse områder kan der opblomstre en kulturel identitet, som har et stærkt fællesskab og som hjælper hinanden. Og det sociale fællesskab skal der støttes op om, og det skal ses positivt og som en kvalitet.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Lavere huslejer, som kan gøre lejeboliger konkurrencedygtige med ejerboliger og herved fastholde en blandet beboersammensætning i det almene byggeri.
  • Øget økonomi til kvarterløft, byudvikling, byfornyelse og beboerrådgivning, så også mindre ressourcestærke boligområder kan skabe gode boligforhold. Kvarterløft skal være en helhedsorienteret indsats, der sætter ind på mange felter (institutioner, erhverv, fritids- og kulturtilbud, fysisk miljø, boligforbedringer m.v.) og som involverer beboerne igennem beboerbestyrelser og lignende.
  • Støtte til opbygning og opretholdelse af sociale (græsrods-)organiseringer, der har afsæt i de faktiske ressourcer og mennesker i lokalområderne. Man kunne f.eks. anlægge multietniske væresteder baseret på frivillige og få daglige tilknyttede ansatte. Disse væresteder kunne tilknytte en lang række integrerende og informerende aktiviteter, og på den måde fungere som et dynamisk
    integrationsprojekt, der oplyser både majoritet og minoritet igennem fællesskab og aktiviteter.
  • Planlægning af »blandede« byer og bydele – med et varieret udbud af både ejer- og lejeboliger – samt erhverv, kulturelle institutioner/tilbud og idrætsfaciliteter.
  • Stop for al diskrimination af arbejdsløse, kontanthjælpsmodtagere, pensionister m.v. i forhold til valg af bolig.

De bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder

Enhedslisten ønsker solidariske løsninger, det betyder at de der har de højeste indkomster skal yde forholdsvis mest til fællesskabet.

Slagelse Kommunes indtægter skaffes stort set ved kommunal indkomstskat, ejendomsskat (grundskyld og dækningsafgift på erhvervsejendomme) bloktilskud og udligningsordninger samt ved brugerbetaling.

Enhedslisten afviser at hæve indkomstskatten for at finansiere velfærden. Det skrå skatteloft har som konsekvens at de højeste indkomster der har ramt skatteloftet slipper for at betale. En stigning i den personlige indkomstskat betales derfor af alle lave indkomster.

Enhedslisten vil arbejde for:

  • Skattestigninger ved at hæve grundskylden og dækningsafgiften. Herved sikres det at det er dem med de højeste indkomster – og som ejer de største og dyreste ejerboliger – der betaler mest. Lejere er jo mange flere om at betale den samme stigning.
  • At reducere erhvervsstøtten.
  • At spare penge ved at fjerne unødvendig kontrol og bureaukrati.

International solidaritet

Slagelse Kommune skal udnytte, at vi har borgere, som oprindelig stammer fra mange forskellige lande og ladet dette afspejle sig i sit venskabsbysamarbejde og sit internationale arbejde. Derfor har vi foreslået humanitær støtte til Gaza, invitation af børn og unge fra Palæstina til Slagelse, etableret venskabsbyforbindelser med en by i Palæstina. Tilsvarende initiativer kunne være oplagte i forhold til Syrien og de kurdiske områder.