Linda Havannas tale 8. marts 2019

Tak for jeg må komme her i aften. Jeg hedder Linda Hansen, og jeg er fra Enhedslisten.

Opdraget i dag er at tale om Kvindekamp og Klimakamp. To K’er.

Det først K er kvindekampen. Der er fortsat begrædeligt mange steder, hvor der ikke er ligestilling eller frihed til at gøre eller være, som vi vil. Det er lønnen. Pensionen. Det er lovgivningen om f.eks. voldtægt. Det er vores kønsroller, der bliver alt for fastlåste og hindrer os i at leve, som vi gerne vil. Det er politikere, der dikterer påklædning.

For mig er kvindekampen et fundament at stå på. Et stærkt, vildt og levende fundament. Og feminismen og kvindekampen for mig er en måde at betragte verden på. Til at se magtstrukturerne, uretfærdighederne – og til at få fingeren ud og kæmpe for at forandre vores verden, skridt for skridt.

Den 8. marts er en dejlig dag. En fokuseret dag. Og også en dag, hvor vi også takker de stærke forkæmpere, der har bragt os her, hvor vi er i dag. Det er f.eks. Rosa Luxemburg. En stor revolutionær, der både var teoretiker og praktiker – og med til at indstifte Kvindernes Internationale Kampdag.
Det er også en anden Rosa: Rosa Parks. Der en december-dag i 1955 i Montgomery, Alabama, nægtede at rejse sig og give sit sæde i bussen til en hvid passager – på trods af reglerne der sagde, at det skulle hun.

Det er Marie Christensen. Der i 1886 blev sendt fra hjemmet i Kregme – ud og tjene som 15-årig. Hvor hun sov i et iskoldt kammer og døjede med frosten. Arbejdede fra 6 morgen til 22 aften hele ugen. Gik sulten i seng – og aldrig fik lov at hvile ud.
Marie tog initiativ til at organisere tyendet: De ufaglærte kvinder, som hende selv. Hun stiftede en fagforening. Og hendes stærke stemme fik stor betydning i en brydningstid.

Det er en tid, som vi til tider hører fremstillet i et romantiseret skær: Hvor mænd og kvinder sammen kæmpede for stemmeret og faglige rettigheder. Men virkeligheden var ganske ofte, at der var mange brudflader. Og rigtig mange, der forklarede kvinderne, hvordan de burde kvindekæmpe.

Det var mændene i fagbevægelsen. Der ofte fandt en anledning til at forklare, at lige nu var andre kampe altså vigtigere end KVINDEKAMPEN, og der for måtte de lige stikke piben ind.
Det var også andre kvinder. Der nok ville hjælpe tyendet, de fattige og de ufaglærte. Men med nødhjælp og velgørenhed og absolut ikke med – gys og gru – demonstrationer, møder og alt det med at stille krav.

Men Marie og medsøstrene kæmpede. For stemmeretten. For at få bare halvanden times frihed om aftenen. For en ugentlig fridag. For uddannelse. Ting, som vi i dag anser som små og yderst rimelige krav.

De kan nok have et andet udtryk, men brudfladerne er der fortsat. Lad mig tage et par eksempler: Da Lizette Riisgaard meldte sig som kandidat til at blive den første kvindelige formand for LO. Her lød kommentaren fra en af de tidligere forbundsformænd: ”hendes erfaring ikke er på omgangshøjde med vores andres. Og det er jo alvorlige ting, vi diskuterer”.

Det sagt om en kvinde med en mastergrad i administration og et helt liv med fagligt arbejde.

Det dagsaktuelle eksempel er Folketingets formand Pia Kjærsgaard, der i morges skrev: Kvindernes Internationale Kampdag… hvor alle velbjergede selvbevidste kvinder kan spejle sig i selvgodhed. Mon kvindeorganisationerne nu går på barrikaderne for undertrykte muslimske kvinder

Svaret til Pia K. er, at ja, det gør kvindeorganisationerne. Og det gør kvindekampen. For den er inkluderende og skelner i modsætning til hende selv ikke mellem mennesker på baggrund af hudfarve og religion.

Det var K for kvindekamp. Nu videre til det næste K, der skulle være klimakampen. Men der er et K mere, som vi ikke kan springe over. Nemlig klassekampen.

For fællesnævneren for kvinderne, de marginaliserede, dem uden status, homo-erne, dem med handicap, de psykisk syge og børnene, er jo at det er dem, der rammes hårdest af sygdom, af ulykker, undertrykkelse og af fattigdom.

De sejre, der er vundet, er vundet ved at stædigt æde sig ind på det system, der betyder, at nogle få beriger sig på bekostning af de mange.

Der er ingen kvindekamp, ingen feminisme, uden at have klassekampen med. Kampen for vores rettigheder og muligheder hænger uløseligt sammen med økonomisk omfordeling. Både i Danmark og globalt.

Og det bringer os til det tredje K: Klimakampen.

Som ikke er langt borte og noget abstrakt, men er lige her og lige nu:
Stiger temperaturen mere end 2,0 grader inden 2030, så er klimaforandringerne ude af vores kontrol.

Så bliver ekstreme vejrfænomener normen. Landbrugsjord bliver gold, havniveauet vil stige. Storme og regnskyl vil ødelægge områder – og mennesker. Det er en gigantisk katastrofe.
Og det er et gigantisk svigt, at vi ikke har sat tilstrækkeligt ind allerede nu – især i et af verdens rigeste lande, som Danmark er.

Men lige præcis Klimakrisens og dens konsekvenser er vel en af de få ting, der IKKE diskriminerer mellem mænd og kvinder, piger og drenge? Så hvad har det med hinanden at gøre?
Ja, som historien om Marie Christensen viser, så handler det her også om fattigdom. For det er som oftest de marginaliserede og de fattige, der rammes hårdest: Kvinder, børn, syge og udstødte. Dem med lavest status og færrest penge. Det er kvinderne, der oftere har behov for sundhedsydelser p.gr.a. prævention, graviditet og fødsler. Og det er dem og børnene, der er i størst fare for overgreb efter en katastrofe.

Så det er i allerhøjeste grad dem, der betaler prisen for en truende menneskeskabt klimakatastrofe.

Og her skal vi huske på, hvem det er, der står bag størstedelen af den CO2-udledning, der forårsager klimakrisen:
Det er lige præcis ikke de lande, hvor befolkningen rammes hårdest. Det er de rigeste lande. Det er bl.a. os. Og det er en del af grunden til, at vi skal gå foran og det skal ske nu. For vi kan stoppe udviklingen, inden klimaeudviklingen løber os af hænde. Før vi går fra krise til katastrofe.
Jeg er stolt over, at mit parti, Enhedslisten, har fremlagt en plan for, hvordan vi reducerer vores CO2-udledning. Dermed anvisning af, hvordan og for hvilke penge, viser at det kan lade sig gøre. Og at det kan lade sig gøre på en socialt retfærdige måde, hvor det ikke er de fattigste, der skal betale regningen.

Det var kvindekamp, klassekamp og klimakamp. Men vi kan jo under ingen omstændigheder slutte med tre K’er. Der er der allerede nogle, der har taget patent på.

Derfor vil jeg slutte med K for kærlighed!
For at minde os om, at livet er andet og mere end arbejde og strid. Det er kærlighed til vores venner. Vores børn. Vores familie. Til det, vi elsker at lave – om det er at spille billard, plante blomster eller cykle Sjælland rundt iført lycratøj.

For kærligheden og livet blomstrer bedst i frihed. Og muligheden for at være dem, vi gerne vil. Med rummelighed og rettigheder. Med muligheden for at leve med den seksualitet, køn, tro og påklædning, som vi vil.
Og det er målet, vi kæmper os frem mod. Mere tid til at nyde livet og hinanden. Og troen på, at kærligheden er den stærkeste kraft i os alle.

Mange tak for ordet – og fortsat god kampdag!