Maria Temponeras’ tale

Først vil jeg sige tusind tak for jeg måtte komme og sige noget i dag, til det her fantastiske arrangement. Jeg elsker overskriften, ”Kvinder i alle lande, foren jer”. For 8. marts er blevet omfavnet af konsensusdanmark og omdøbt til kvindedagen, og nogle steder er der arrangementer, hvor emnet er makeup og tøjstil og wellness. Ikke fordi det ikke er vigtigt med wellness og selfcare, men 8. marts er en kampdag, og der er så meget at kæmpe for.

Vi står i en situation, hvor patriarkalske strukturer lever i bedste velgående, og endda på nogle områder bliver stærkere og farligere, samtidig med, at de fleste mænd mener, at vi har ligestilling i Danmark. En del mener faktisk, når de bliver spurgt, at ”ligestillingen er gået for vidt”, hvad de så end mener med det.

Over halvdelen af de kvinder, der bliver slået ihjel i Danmark , bliver dræbt af deres partner. I alle tilfælde, hvor man har undersøgt det, har der været vold mod kvinden inden drabet. Det betyder, at de drab kunne have været forebygget, men bliver det ikke. Tværtimod bliver forskningsenheder, der arbejder med vold mod kvinder i disse år presset til at ændre navn og fokus til ”vold i nære relationer”, som om det ikke er kvinderne der bliver slået ihjel, og som om det ikke har noget med kvindeundertrykkelse at gøre. Men det ved vi godt det har.

For vold mod kvinder og kvindedrab handler om magt. Det handler om mænd der mister magt, eller føler de mister magt. Det handler om entitlement, om mænds opfattelse af, at de har ret til at have kontrol over kvinder, til at fylde det hele. Og hvis de frarøves denne indbildte førstefødselsret, kommer vreden og kvindehadet.

Det kvindehad, som er en central søjle i patriarkatet, bruges af smarte demagoger til at rekruttere til de nye højreekstremistiske bevægelser. Grupper af mænd, der kalder sig selv incels, ufrivilligt sexhungrende, fantaserer i fællesskab på internettet om hvordan de vil voldtage og dræbe feminister og alle andre kvinder, der tager plads i det offentlige rum.

Og det er desværre ikke bare ord: en række af de terrorangreb vi har set i den vestlige verden i de senere år, er udført af vanvittige mænd, som er skingrende sexister, racister og islamofober.

Antifeminismen går igen hos dem alle, fx Breivik og den mand, der skød og dræbte muslimer i en moske i New Zealand sidste år.

Et fællestræk ved mange af de terrorister er, at de er kendt af politiet i forbindelse med partnervold. Det betyder, at tragedierne kunne have været forebygget med den rigtige indsats. Det er indsatser i både politi og retsvæsen, men det er i høj grad en kulturændring. For vold mod kvinder er tabu og forbundet med skyld og skam. Det ændrer sig kun med en aktiv indsats i hele samfundet.

Engang var det i København, hvor europæiske kvinder udråbte kvindernes internationale kampdag,  og i 70erne skete der store fremskridt for kvinders rettigheder, presset igennem af rødstrømpebevægelsen, som var en inspiration for mange kvinder andre steder i verden. I dag er det os, der må kigge ud i verden, og lade os inspirere.

For en ny feministisk massebevægelse er ved at vokse op. I Mexico har den feministiske bevægelse Ni una mas , ikke en mere, fået sat fokus på kvindedrab med massive protester.

I Mexico dræbes 10 kvinder hver dag, de fleste af deres partner. Ni una mas har aktioneret ved at synliggøre drabene ved at mødes og protestere hver gang der var nyheder om et nyt drab, på den adresse forbrydelsen var sket på, og rejse kæmpestore lyserøde kors ved hovedvejene, et for hver kvinde.

Den nye feministiske massebevægelse har også stor gennemslagskraft i lande som Argentina, i Chile, i Brasilien, i Tyrkiet og i Indien. Og kvinderne protesterer ikke kun mod vold, voldtægt og drab, men også mod autoritære regimer, retsvæsenet som systematisk frifinder mænd for vold og voldtægter og andre afarter og udtryk for sexisme.

For patriarkatet har mange ansigter og udtryk, men de kommer alle fra den samme rod af mandsherredømme og kvindehad.

Ulige løn, ulige repræsentation på magtfulde positioner og et ekstremt kønsopdelt arbejdsmarked kender vi alt for godt her i landet. Igen må vi kigge ud i verden, og lade os inspirere af lande som Rwanda, hvor kvinder udgør mere end halvdelen af regeringen, og de kurdiske selvstyreområder, hvor der er en mand og en kvinde på alle ledende poster.

Fortællingen om Danmarks fortræffelighed på ligestillingsområdet, hvor kvindeundertrykkelsen altid er noget de andre har, er en løgn. Kvindeundertrykkelse er ikke noget kun minoritetsgrupper har, og som de har i de varme lande. Det er rigtigt, at der er religiøse mindretal hvor social kontrol og andre partiarkalske strukturer er stærkere end i samfundet som helhed, for eksempel indenfor Jehovas Vidner.

Men kampen mod patriarkatet er vores fælles kamp, og vi vinder ikke, hvis vi lægger ansvaret fra os som majoritetssamfund, og fortæller udsatte kvinder, at deres mænd slår dem, fordi de har en bestemt religion, socialklasse eller hudfarve.

Der er ingen væsensforskel på patriarkatets forskellige ansigter og sprog, selvom de rammer med forskellig kraft forskellige steder i vores samfund. Det rammer alle kvinder, og vi vinder intet ved at forsøge at nedtone det.

Sangen, som vi sang for lidt siden siger, at vi har skarpe tunger, og det har vi, og det skal vi turde bruge, selvom det ikke er uden omkostninger.

Den personlige historie har vist sig at kunne flytte rigtig meget, som vi har set i Me Too kampagnen, hvor vidnesbyrdet fra tusinder af kvinder har flyttet en dagsorden og ført til forandring.

Det krævede mod af de kvinder, der stod frem. Og det, der gav modet og gennemslagskraften var, at det var en fælles fortælling, og blev en fælles bevægelse.

For det er ensomt at stå imod sexismen vi møder hver dag alene. Alle herinde kender helt sikkert følelsen af at blive latterliggjort og udskammet når man påpeger nogle kønnede strukturer i sammenhænge, hvor det ikke er på lystavlen. I vuggestuen, på lærerværelset, i kantinen. Vi kan ikke stå imod alene.

Vores vigtigste våben er Søstersolidaritet. Det er både helt praktisk i hverdagen, der hvor vi bor, i opgangen, i nabolaget og i landsbyerne. Vi skal udfordre isolationen i kernefamilierne og snakke sammen, lave mad sammen, og hjælpe hinanden.

Det er på arbejdspladser og i skolerne, hvor vi skal stå op for hinanden, når en kvinde eller alle kvinder bliver udsat for sexisme.

Det er kollektivt de steder vi organiserer os, i fagforeninger og partier og bevægelser.

Og det er i forhold til byråd og folketing, hvor vi skal stille os frem og stå sammen om de små fremskridt og stå vagt om de fremskridt kvinder før os har tilkæmpet sig, som de vil tage fra os igen.

Når vi mødes her i dag, og lærer hinanden at kende, hygger os og snakker, og lærer af hinandens erfaringer, danner det basis for at kæmpe sammen.

Sammen er vi stærke, og sammen kan vi forandre verden.

God 8. marts og tak for ordet.