Rikke Lone Petersens tale

Kvindernes kampdag 2018
8. marts – 8 dage inde i foråret og jorden er så småt ved at tø under vores kolde såler og 8 dage inde i foråret og himlens fugle er for længst begyndt at glæde sig til friske orme og nye myggelarver og 8 dage inde i foråret, 8. marts og forårets nyfødte energi spræller i mit bryst og jeg har glædet mig sådan til at tale i dette fornemme selskab.
Jeg hedder Rikke Lone Pedersen og er sognepræst på Agersø og Omø med opgaver her i byen, hvor jeg blandt andet holder Gudstjenester på Rådmandscentret hver første onsdag i måneden.
En stor del af mit arbejde, sådan helt generelt, består i at fortolke. Fortolke og fortælle livshistorier, fortolke og forstå samfundshændelse. Og ikke mindst, men faktisk allermest vigtigt, at fortolke, forstå og videreformidle, fortælle de ældgamle fortællinger, som er grundlaget for vores Danske Folkekirke, ja, for den kristne Kirke i almindelighed, nemlig Bibelens fortællinger om menneskers, om mænd og kvinders forhold til det Guddommelige.
Min invitation til at tale i dag var, tror jeg, motiveret af den debat der i 2017 blomstrede op igen, da enkelte mandlige præster, foranlediget af et jobopslag, gik i medierne og frimodigt fortalte, at de ikke er tilhængere af kvindelige præster og vielser af to personer af samme køn og til manges store overraskelse blev støttet af kvindelige kollegaer, der mener at sådanne holdninger, skal der også være plads til i vores bredt favnende demokratisk funderet folkekirke her i andedammen vores.
Jeg vil gribe emnet lidt bagvendt an, da jeg oplever, at der sker så ufatteligt meget i den tid, vi står i lige nu. I dette gryende forår og i vinteren, som vi lige er trådt ud af, er vi virkelig blevet rystet i vores grundvold. Og jeg tror at særligt bevægelsen #meetoo har rykket os, måske mere end man lige skulle tro og vi er blevet rørt.
Og når vi får øje på, hvad denne rørelse, hvad denne bevægelse helt tydeligt betyder for vores syn på verden, vil vi med stor sikkerhed fortsætte med at lade os røre i fremtiden og lade os bevæge og vække til kamp.
For det er kvindernes kampdag i dag, 8. marts 2018, og uanset røster, der i årenes løb har hævdet, at der ikke længere er noget at kæmpe for, for vi frigjorte danske kvinder af forskellig herkomst, af alle orienteringer og køn, uanset, så sker der altså noget i denne tid.
Måske er det blevet forår i kvindebevægelsen igen, for vores syn på forholdet mellem mænd og kvinder, vores syn på samfundets indgroede magtkonstellationer ændrer sig og lyset falder på hidtil mørklagte gyder og huler.
Denne bevægelse ses tydeligt når vi fortolker. Når vi fortolker vores fælles historier afslører vi at vi er forudindtaget og særlig tydeligt bliver det, når vi genlæser eller ser gamle historie, som før har set radikalt anderledes ud i fortidens lysskær.
Jeg havde for nyligt en samtale med min bror, der handlede om film – det gør det tit, han har set ufatteligt meget. Og det som havde fanget vores opmærksomhed, uafhængigt af hinanden, var hvor absurd kvinder og mænd er blevet fremstillet i film, der syntes helt normale for bare 15-20 år siden. Ja, helt op til i dag er der i populærkulturen eksempler på at situationer, som i virkelighedens verden ville være enormt grænseoverskridende og måske ligefrem skræmmende, fremstilles som normen. Det kan være et bejleri, der bare bliver ved og ved på trods af utallige afvisninger, det kan være egentlige overgreb, der fremstilles som værende offeret skyld – i hvert fald sådan lidt eller det kan være mere uskyldigt som mænd og kvinder, der bare fremstilles, set med disse vores nye friske øjne, som tykt-påsmurte stereotyper.
Og det er selvfølgelig ikke bare min bror og jeg, der taler om disse ting – der har fået nyt syn på kønsroller. For nyligt bragte Information netop en artikel med dette fokus, andre har også set lys falde ind, hvor der før var mørke. Skribenten ser i artiklen på sangtekster og filmscener fra 50’ og frem til i dag. I artiklen får bl.a. den elskede sæsonsang Baby it’s cold outside, et rap over nallerne. I sangen, der er en duet, er kvindestemmen på besøg hos manden og han vil gerne have hende til at blive, selvom hendes forældre bliver bekymret, som hun bla. svarer. Mandestemmen giver ikke op trods utallige afvisninger og i artiklen er det selvfølgelig dette, der lægges vægt på, at kvinden i duetten ikke kan få lov at gå hjem, som hun ønsker, og det er naturligvis op til læseren af artiklen at beslutte om revselsen af den velkendte sang er velfortjent. Det er jo ikke fordi at mandestemmen skal fremstille en voldsmand, men han forestiller jo nok et menneske, der er vokset op i en verden, hvor kvinden med stor sandsynlighed ikke ved, hvad der er bedst for hende selv.
Pointen er: at noget, der indtil for nylig ikke fik en levende sjæl til at rynke på næsen, nu pludselig får os til at stoppe op og hvis ikke forarges, så måske studse og tænke os om en ekstra gang.
Vores øjne ser mere klart i denne forårstid og det har også en effekt, når man læser i noget så vældigt gammelt som Bibelen. Når vi læser Bibelens knap 2000 år gamle tekster – altså Det Nye Testamente, som jo er det grundlag vi prædiker på hver søndag i landets Kirker, gør vi det med disse øjne, der selvfølgelig er og skal være præget af tradition og skoling og opdragelse. Og vi gør det på en og samme tid, med de præcis samme øjne, som vi ser filmen med og som vi læser i avisen med, med de øjne, som vi ser vores liv igennem. Og mange ting tager vi for givet og mange tolkninger synes åbenlyse og flere af blandt andre den årsag, at vi plejer at forstå den og den tekst sådan og sådan. Vi finder tolkningen oplagt.
Jeg vil gerne komme med et eksempel og så håber jeg ikke at det bliver for tilgroet i teologi og trosspørgsmål.
Måske kender i Martha og Maria? Og hvis i ikke kender Martha og Maria, så kan jeg fortælle, at det er to bibelske kvinder, som vi bl.a. møder i Lukasevangeliet og i den fortælling, jeg her tænker på, kommer vi hjem til dem, de to kvinder er søstre og de har fået fint besøg, Jesus – menneskesønnen, er nemlig kommet ind i deres hus og Martha er hurtigt optaget af at sørge for ham. Imens, får vi at vide, har Maria sat sig ved hans fødder, for at lytte til hans ord. Martha bliver sur og beder Jesus om, at sige noget til hendes søster, så hun kan komme i gang med at hjælpe til med arbejdet og Jesus svarer hende, at hun gør sig mange bekymringer, men at Maria altså har valgt den gode del og at den ikke skal tages fra hende og så er vi tilbage til det med de kvindelige præster.
Men først: historisk set har denne lille fortælling, som ikke fylder mere end en 8-9 linjer i bibelen, været udsat for virkelig mange tolkninger, alle med det for øje, at Martha og Maria er eksempler, vi enten kan forsøge at følge eller forsøge at adskille os fra. Og det er jo en meget væsentlig del af det overhovedet at læse i bibelen, altså at det giver os mulighed for at spejle os i dens tekster.
Vi spejler os i bibelens tekster, i dens persongalleri. Og det billede vi ser, vil være farvet af de øjne, vi ser verden igennem og igennem tiderne er Martha og Maria blevet beskuet med mange forskellige øjne, fra mange forskellige synsvinkler. Og mange forskellige tillægsord er brugt i formidlingen af stykket her.
Når vi skal genfortælle den lille historie, siger vi gerne, at Martha er i køkkenet for at sørge for Jesus – det står der faktisk ikke. Endnu vigtigere og måske knap så i øjenfaldende, så beskrives Martha og Maria gerne med mange forskellige malende ord, som ofte har en lidt ensidig klang.
Martha er frustreret, eller misundelig eller flittig, svigtet, irriteret, selvretfærdig, martyr-agtig, urolig.
Maria er stilfærdig, hengiven, selvforglemmende, magelig, doven, ansvarløs, from og mild, egoistisk, nysgerrig.
Det er ikke nødvendigvis, fordi de er kvinde, at vi klistrer så mange ord på, de 12 disciple bliver også kaldt mange ting, men de indskrænker vores tolkningsmuligheder alle disse adjektiver, da teksten hurtigt kommer til at handle om de to kvinders indbyrdes forhold, som karakterer vi kan vælge imellem, hvem er vi, hvem af de to vil vi helst være, hvordan ville vi selv reagerer, er en balance mellem de to kvindetyper mulig og i så fald hvordan. Alt sammen meget godt og egentlig en meget praktisk tilgang til teksten og mange menigheder har taget stilling til dette igennem tiderne – er vores kirke som Martha, og gør mange ting, varter op i lokalsamfundet eller er mere som Maria og er mere indadvendte og dyrker teksterne og troen over det andet. Også interessant, men hvad der i mine øjne er langt mere interessant er, hvad vi ser, hvis vi ser bort fra personbeskrivelserne og de stereotype kvindebilleder, når vi læser historien om Martha og Maria.
Hvis historien om Martha og Maria bare handler om to mennesker, som kender Jesus og får ham på besøg, så står der ikke så meget andet tilbage, end sætningen, som Jesus siger til Martha, da hun beder ham få Maria til at hjælpe sig: »Martha, Martha! Du gør dig bekymringer og er urolig for mange ting. Men ét er fornødent. Maria har valgt den gode del, og den skal ikke tages fra hende.«
Det står så fint tilbage at Martha ikke skal bekymrer sig, heller ikke for Marias valg.
Den gode del, som Maria har valgt – ikke fordi hun er egoistisk eller from, eller selvforglemmende, men fordi den er god. Det er ordet, evangeliet, det glædelige budskab – det som vi taler om i landet kirker hver søndag. Og det ord skal ikke tages fra hende – det siger Jesus helt klart som vores kolde forårshimmel, helt frostklart og tydeligt, siges at Marias kald ikke skal tages fra hende, i dette lille stykke tekst, hvor Maria med vores moderne fortolkning bliver kaldet til præst
Og sådan kan vi se en del af den fortolkningshistorie, som vi alle lever med og under og i, i et nyt lys.
Hun er blevet givet evangeliet og ingen skal tage det fra hende og hvis teksten altså Lukasevangeliet i sin helhed ikke skal begynde at blive selvmodsigende, så skal Maria give ordet videre. Maria skal fortælle om evangeliet til alle hun møder på sin vej.
Spørgsmålet kan blive, om dette var en realistisk tolkning for 1900 år siden. Om ikke andet er der en middelalderlig legende, der siger at de to søstre missionerede sammen med deres bror den opvakte Lazarus. Og det er så langt jeg vil gå lige nu med disse spekulationer.
Så altså når disse præster, mine kollegaer, udtaler, at de bygger på traditionen og på en bogstavelig læsning af bibelens tekster, når de vælger at tale imod kvindelige præster, ja, så kan vi jo dårligt komme udenom at traditionen for et mandligt præstekollegie har eksisteret frem til 1948 her i landet, men mulighederne for at se på verden med nye øjne og læse teksterne med en anden optimisme på kvindens vegne end tidligere, er altså til stede og jeg kan kun opfordre til at man gør det. Der skal nok blive tid til børn, kirkegang og madlavning, som Luther så ædelt ville overdrage til kvinderne, alligevel, vi skal bare deles om det – mænd og kvinder og piger og drenge.
Valget af præster i den danske folkekirke bygger på det demokratiske princip og vil altså ligesom folketinget til en vis grad afspejle sindelaget i befolkningen alt efter hvem og hvor mange, der stemmer. P.t er situationen sådan at 8% af 431 mandlige præster, der sidste år svarede på spørgsmålet, ikke ønsker kvindelige præster. Lidt mørkere ser det ud, når det drejer sig om udelukkelse af par af samme køn, der ønsker vielse i Kirken – her vil dog altid stå en anden præst klar til at vie. Det sidste sørgede især Manu Sareen for i juni 2012 og det var den rette beslutning.
Men forårssolen står klar til at bryde frem på vores kolde himmel og alt er klart og hvis vi fortsat vil lade os ruske i og røre og hvis vi fortsat vil lade os bevæge til kamp, til at holde fast i alt det gode vi har og kæmpe for mere, altid kæmpe for mere frihed, mere lighed mellem køn og hvis vi fortsat vil deltage i oplyste diskussioner og meningsbryderier med dem vi er uenige med om vores samfunds strukturer. Hvis vi forsat frimodigt og med styrke siger hvad vi ser og oplever højt, så er der også plads til de voldsomt provokerende stemmer i vores samfund, for os der er samlet her, kan der nok ikke være tvivl om, at det i denne snævre sammenhæng er mine gode kollaga-præster, der er fanebærer for et på sin vis forstenet og formindskede kvindebillede. De er der og vi vil sige dem imod og vi er mange præster i Kirken, der skal blive bedre til at sige dem i mod, så de ikke maler et forvrænget billede af det gamle hus. For sådan skal det danske frisind bestå.
Maria er blevet sat fri og Martha med og i middelalderen sagde man, at de missionerede, ja, Martha havde endda tilnavnet dragedræberen, og i dag ser vi, at de er præster, på trods af historiens snærende bånd. For der er vækst i verden, i kirken, i samfundet, i kvindebevægelse
Men kampen slutter ikke, for der vil altid være kræfter, der trækker i retning af en mere begrænsende magtstruktur, hvor dem man ikke gider bruge tid og penge på heller ikke skal høres.
Kampen er ikke slut og næven vil forsat være hævet, for vi vil blive ved diskutere med dem vi er uenige med, vi vil blive ved med at fremlægge vores argumenter og vi vil forsøge at kaste lys ind i selv de mest sammen-filtrede krat af gamle normer og nok så falmede glansbilleder. På denne dag vil vi hylde, alle de kvinder, der banede vejen for os, selv de bibelske søstre, og vi vil stå sammen på tværs af alder, orientering, køn og klasse. For de seneste år er det blevet forår igen i kvindekampens sfære. Nu mangler vi bare at sneen smelter.
Rigtig glædelig kampdag.