Svar på tiltale om statsracisme

Bragt i Sjællandske den 9. april 2021:

Ikke alle socialdemokrater støtter statsracisme.

Vi forstår godt, når Socialdemokraten Jørgen Hansen, Fasanhaven, Korsør besvarer vores indlæg om statsracisme. Det må være en tung byrde for en ”god” socialdemokrat, når en lov som partiet støtter, giver anledning til at hejse racismeflaget.

Og vi i Enhedslisten kalder ikke noget eller nogen for racistisk, hvis ikke vi er meget sikre i vores sag. I tilfælde med ghettoloven har både FN og temmelig mange advokater løftet en advarende finger overfor partierne bag ghettoloven. Hovedargumentationen i vores indlæg om ghettoloven er faktisk funderet på et partsindlæg af advokat Morten Tarp.

Nu gentager jeg lige hovedpointen i vores indlæg:

– Et boligkvarter bliver automatisk til en ghetto når det har et gennemsnitligt lavt uddannelsesniveau, høj ledighed, store sociale problemer med deraf følgende kriminalitet og en høj koncentration af beboere af ikke vestlig oprindelse.

Er et boligkvarter på ghettolisten kommer det ikke af listen igen, før andelen af beboere med ikke vestlig baggrund er nedbragt til under 50 %. Om så hele boligkompleksets samlede indbyggermasse tog en kandidatgrad på universitetet, vandt millioner i lotto eller kollektivt meldte sig ind i foreningen far, Mødrehjælpen, spiste frikadeller og så Matador fem dage om ugen…. Så hjalp det intet! Det er her statsracismen kommer på tale … Staten har truffet en beslutning om, at det er mennesker med ikke vestlig baggrund, som er problemet.

Slår du ordet racisme efter i Den Danske Ordbog, defineres det som følger: diskrimination eller fjendtlig holdning over for grupper af mennesker pga. deres etniske baggrund og fremmedartede udseende, kultur m.m.

Vi vælger at se bort fra dit pjat med Omø som paradis ø og kommende interneringslejr for syriske børn. Det er jo valgår! Fordi vi bor på Omø er det jo ikke ensbetydende med vi kender til problemerne i boligkvartererne på ghettolisten.

Ligesom vi også ved, at der også er socialdemokrater der har en rigtig dårlig smag i munden over de problemer som ghettolisten skaber. Det er jo lokalpolitikerne der skal føre politikken ud i praksis!

Og i det her tilfælde er det en statsracistisk politik.

Lad os håbe at loven rulles tilbage så vi kan komme i gang med at løse problemerne i stedet for at skabe nye.

Med venlig hilsen Niels Møller og Helene Gerup.