Ursula Dieterich-Petersens tale

Da jeg var en pige gik jeg rundt med ret så fedtet hår, der gerne var samlet i noget tilfældig fletning, jernbanebukser og et eller andet hjemmestrik af min mor. Nok som I andre også i halvfjerdserne.
Det kan godt være, at det ikke var det kønneste syn – men til gengæld var en af de største udfordringer i folkesundheden midaldrende mænd: Der var overvægtige, røg og arbejdede alt for meget. Og de fik det gerne i form at an blodprop der oftest sad i hjertet.
Og som ung sygeplejerske kunne jeg godt blive enig med de andre sygesøstre om, at det godt kunne ses som lidt småmorsomt at det lige var i hjertet den blodprop sad ….
det var nok den muskel de i deres kapitalistiske ræs havde trænet mindst.
Det er 80’ernes Tyskland, hvor vi sidder på sygehusets bagtrappe
og mens den ene halvdel har drømmen om at blive gift med en læge –
har den anden halvdel drømmen om at være uafhængigt af de her mænd der får propper i deres hjerter,
Vi ville være selvforsørgende, ikke lade Kinder, Küche, Kirche bestemme over vores liv –
Vil vil blande os i de helt store politiske spørgsmål, have lige løn og lige chancer –
Og 30 år – en generation – senere – står jeg her.
Med min kandidatgrad i antropologi, et godt job, lækkert hus, folkevalgt som regionspolitiker – og pyntet med falske vipper.
Unge piger i dag ligner filmstjerner,
et vældig smukt syn og allerede til 8. klasses fester går de uniformerede i små sorte cocktail kjoler.
De her unge kvinder får de bedste karakterer, fylder gymnasierne og de bliver ikke sygeplejerske men læge. Mine unge kvindelige kollegaer er kvikke, dygtige, positionerer sig
og hvis de skal arbejde i weekenden, har de på forhånd clearet, at de får den passende løn.
Men dog.
30 år efter min start i livet som sygeplejerske ser jeg mig omkring – og bemærker,
at alt i mens de ressourcestærke kvinder i min generation havde travlt med at både passe arbejde og familie
ja – det var også i 2017 at kvinderne – lige meget hvor meget de tjente, stod for over 70 % af det huslige arbejde.
Mens vi iscenesætte os selv med enten speltboller eller BOTOX –
at mændendes livsforventning er steget til vejrs – de er ganske veltrænede og uden propper i hjertet –
Hov – glemte jeg at sige, at det gælder faktisk kun gifte mænd?? At dem uden kvinder er nederst i statistikken over et langt og sund liv??
Men alt imens har hver 4e af vores døtre mellem 16 og 24 har ond livet som vores sundhedsprofil 2017 viser. Det er 50% flere end blot for 7 år siden.
Det er ligesom de her unge kvinder har propper i sjælen.
Vi er langtfra vejs ende i en kamp for kvinder.
På en eller anden måde har min generation kvinder i vores iver i at engagere os i samfundet nok alligevel overset hvad det var vi søgte at finde en plads i
og dermed var med til at drive frem.
Vi vil vise vores værd dygtige – og overså hvilken målestok vores værd blev målt med: En mandlig målestok i gerne et økonomisk rationale. Det skal kunne betale sig.
Det arbejdsmarkedet jeg var med til erobre handler ikke mere om meningsfyldt liv som del af et fællesskab –
men om effektivitet, og albuer.
Således har endda min egen kvindefags fagforening Dansk Sygepleje Råd været med til at indføre NY løn i stedet for LIGE løn: En form hvor ikke lige arbejde giver lige løn, men hvor dem der er bedst til at forhandle får mest.
Eller så er vi nået til at offentlig ansatte rengøringsdamer i Region Midt ikke må holde pauser sammen: For hvor kom vi da til, hvis de nu hyggesnakkede?
Den Søstersolidaritet vi havde i 70erne hvor vi smed korsage og brystholdere
er blevet til #meetoo bevægelsen –
af de kreative og rige – i de smukkeste kjoler
som dækker over mere iscenesættelse
Ikke at det ikke er et vigtigt emne at få på dagsordenen – men ved solidaritet sætter man sig (i følge Gyldendal) ind i en andens sted, fortæller dennes historie, og måske giver afkald på nogle goder for en andens skyld: Det er langt fra, at man først åbner munden, når man har oplevet det selv: OSSE MIG!!!
Da jeg tænkte over hvad jeg vil sige til jer her i aften kunne jeg mærke, hvor meget denne her målestok af konkurrence, rationalitet, dygtighed, effektivitet, skønhed også har sat sig i mig.
Hvordan jeg tror, at den gode politiske tale, skal indeholde statistikker, forskning og rationale om end ikke økonomiske argumenter – og samtidigt må jeg gerne se godt ud.
Men egentlig har jeg at sige til jer:
Jeg vil så gerne have lykkedes bedre, med at bygge et samfund, hvor vores døtre trives! Vi må se dem som en sejsmograf for, hvor langt vi kvinder er nået – og om vi er gået den rette vej.
Det er stadig – måske mere end nogensinde – svært
virkelig at stå ved, hvad mine kvinde værdier er – og sige dem højt:
Men jeg skal formulere dem. For hvorfor skulle det ellers gøre en forskel, at blande sig som kvinde i politik ?
Og mens jeg famler for at finde alle de rette argumenter mod alt det der ser så uundgåeligt og selvfølgeligt ud i dansk politik
Så kan jeg mærke helt indeni, at jeg som kvinde er anderledes. Jeg tror ikke at nogen af mine mandlige kollegaer deler mine tanker –
Når vi politikere er til
stor konference på
stort hotel for at være vigtige og dele de
store tanker:
For jeg tænker: Hvad er det for en verden – og hvorfor er vi lige der???
For jeg er også mor. Og jeg tænker: BØRNENE!!!!
Hvorfor er det ikke mine børn der får lov at svømme i hotellets lækre pool, i stedet for at blive passet af alt for få pædagoger i en nedslidt institution, mens mor er ude at være vigtig?
Og jeg er også datter.
Og det burde da være mine gamle forældre, der skulle nyde denne her service og lækre middag, i stedet for at sidde alene og varme deres plastik mad i en mikrobølgeovn langt væk fra hvor jeg har fået et arbejde.
Jeg kan ikke lade være at tænke nært, tænke omsorgsfuldt og tænke ansvarligt.
Det er for mig en dyb kvindelig værdi, at tro fast på bæredygtighed som en nødvendighed. Som den eneste vej.
Det er kvindelig værdi, at tro på at alle skal leve i økonomisk sikkerhed – i stedet for at gå i stykker i konkurrence med andre.
Kvindelig værdi, at verden ikke reddes ved det teknologiske fiks og materiel rigdom alene – men kun sammen med omsorg og nærhed.
Vi er ikke i mål med ligeløn og lige muligheder.
Men vi er nået så langt, at det er på høje tid, at vi ikke lader os måle med mændendes målestok mere.
Vi må holde op at tro, at vi skal være dobbelt så dygtige som mænd, og må gå ned med stress, hvis vi skal have samme plads –
Vi må holde op for at tænke ud fra mænds rationale for at være med:
Vi skal holde vores døtre (og sønner) i armen – sammen med de flygtede og fremmede og skabe den fortælling
at de er gode nok
at de ikke behøver at være bedre end de andre
at der er brug for dem
for meningen er,
at mennesker er der for hinanden.
For vi er kvinder. Og vi kæmper sammen.
Alene får vi bare flere propper i sjælen.
God kvindernes kampdag