Kvindernes Internationale Kampdag 2018 i Skælskør

I Det Røde Pakhus i Skælskør.

Torsdag d. 8. marts Kl. 19 – 22

Enhedslisten i samarbejde med Det’ bare damer, Kludedukkerne og Bydelsmødrene inviterede til fest i anledning af Kvindernes Internationale Kampdag, en tradition, som er over 100 år gammel, og som fejres i hele verden. Vi vil gerne indstifte fejringen af dagen her i Slagelse Kommune, som den bliver det i f.eks. Kina, og i resten af verden.

Vi stiller spørgsmålstegn ved, om vi har fået ligestilling, eller er der stadig lang vej? Rødstrømperne fra 70-erne, var de bare for meget? Eller havde de fat i den lange ende? Hvor skulle vi egentlig hen? Er kvindekampen helt død, eller er der stadig noget at kæmpe for?

Kom og hør Anne Marie Helgers femiflektriske ind-, ud- og afladninger. Med søstersolidariske solskinshilsner til Skælskør og omegn. En autointakt mimre-makrel giver sit bidrag til en fest i verdensklasse ….

Der vil være åben mikrofon, fællessang og indbudte talere både før og efter.

Bagefter spiller Dialekt, et band med originale tekster på dansk og både lytte- og dansevenlig musik. Og en enkelt Trillesang….

Kludedukkerne i Skælskør pynter op med garngraffiti-kunst, og Bydelsmødrene i Slagelse kommer og fortæller om deres koncept, hvor kvinder hjælper kvinder.

Undervejs vil Cafe Backstage, Skælskørs feinschmecker socialøkonomiske virksomhed, levere tapasplatter og rabarbertrifli. Og Enhedslisten vil stå for bar med øl, vin, vand, kaffe og the.

Entré: 60 kr. Tapasplatte 140 kr.Trifli 25 kr. Billetter og spisebilletter kan købes på Bykontoret i Skælskør eller via linket https://ehlslagelse.nemtilmeld.dk/

Alle er hjerteligt velkomne!