Gefion barslede med en ”ren” Trump

Når Gefions (landbrugets utrættelige lobby-organisation) to bestyrelsesmedlemmer Jens Henrik Madsen og Johnny Nielsen i Sjællandske d.30-3 skriver, at landbruget ikke forurener jord og grundvand med pesticider, så undres jeg ….. Landbruget har brugt ufattelige mængder af kemikalier siden 50érne. At påstå at der ikke findes rester af disse i drikkevandet er jo ren Trump!

Hvor pokker kommer pesticiderne så fra? Nej, skriver de to genier, landbruget bruger kun de lovlige pesticider og ikke mere end de tilladte kvoter. Og de lovlige pesticider er ikke spor farlige…. Og hvorfra stammer så de pesticider der findes i grundvandet overalt i landet? Det er så voldsomt, at man må blande vandet fra forskellige boringer for at holde sig under grænseværdierne.

Gefion´s genier stiller herefter et regnestykke op, som kun SF´s Jørgen Grüner er faldet for. Det stakkels landbrug har slet intet alternativ til de slemme politikere og deres indblanding. De tvinges derfor til at sælge deres gode og dyrkbare jorder, der grænser op til drikkevandsboringer til kommunen, for en meget ussel og ubetydelig sum penge. Det er jo simpelthen så arrogant og snæversynet at det skriger til himlen.

Kan de slet ikke se alternativet….? Det er der heldigvis flere der efterhånden opdager. Jorden kan dyrkes økologisk, uden pesticider og andre kemikalier.

Men den model er Gefion, som det konventionelle landbrugs lobby- og interesse organisation, ikke lydhør overfor. Derfor mener de to bestyrelsesgenier fra Gefion, at det er en ”søforklaring” når man påstår at det er landbrugets pesticider som forurener……

Fakta og videnskabelige undersøgelser viser at der er fundet pesticider i drikkevandet. Pesticider er giftige, og under mistanke for at være kræftfremkaldende, ødelæggende for mænd og kvinders fertilitet, påvirker børn helt ned til forsterstadiet (læs evt. Lone Vitus glimrende bog ”Mad vs Fødevarer” om emnet) …. Og så er slet ikke nævnt biodiversitet. Men den søforklaring vil jeg overlade til Gefion og deres dygtige bestyrelsesmedlemmer at fortælle. Det bliver vel en smal sag for jer, at banke historien sammen om det. Fakta dem finder I jo selv på !

Niels Møller

Enhedslisten Slagelses Energi -&miljøudvalg